Overmodig?

Onsdag:
Morgenen startede med at jeg ikke kunne finde den skijakke som jeg fik så venligt udlånt af en ven. Den var pist væk, og mit liftkort lå i jakken. Heldigvis var der en flink fyr - Anders Rasmussen - som lånte mig hans windbraker. Vi fik annulleret det gamle liftkort og fik lavet et nyt. Jeg kom alt for sent til skiskole. Jeg farede rundt på pisterne for at finde mit kære hold, og da jeg endelig fandt dem, var de så småt ved at være færdige, så jeg kørte forbi. Min holdlærer sagde til mig at jeg skulle hoppe på et andet hold, så det gjorde jeg. Alt det som vi lærte den dag, kunne jeg i forvejen. Jeg havde lært det af mig selv, og ved at se på andre. Det er fantastisk skræmmende at man lærer at stå på alpinski på kun 2 dage. Stoleliften var blevet åbnet, solen skinnede og den længste pist på 1,7 km lå foran mig. Livet er: alpinski, solskin, Theresa, og franskbrød med peanutbutter! Jeg tonsede ned ad pisten. Da jeg kom til enden mødte jeg nogle DE'er som fik lokket mig med ud på den sorte pist. Vi tog stoleliften op, og kørte lidt ned ad en lille bakke. Pludselig forsvandt bakken foran mig, og så kunne jeg stå på mine slatne, rystende ben og se ned ad en bakke som skræmte mig fra vid og sans. Jeg var på det tidspunkt et sted som man på engelsk kalder: "The Point of No Return". Jeg blev nødt til at tage bakken. Bakken var 5-6 meter bred og 100 meter lang tror jeg. Pga. den var så smal, kunne jeg bare ikke nå at vende skiene og bremse. Jeg væltede mindst tres gange ned ad den. Men da jeg kom ned for enden og så op ad bakken tænkte jeg: "Hold da fest, Jacob, du har hundme taget den sorte!" min ben og hænder rystede af adrenalin. Det var noget af det vildeste der er sket! Jeg tog ikke den sorte mere den dag.