Torsdag:
Torsdag stod i kamikazi'ens tegn. Mig, Peter Rasmussen, Nikolaj Grove og Peter Miles tog en off-pist mellem træer. Pisten var nogle steder ikke bredere end 1 meter og den var fyldt med humpler og bakker. Det er det fedeste jeg nogensinde har oplevet. Adrenalinen pumper i blodet, nervøsiteten og angsten fylder en mens man tonser ned mellem træer som nogen gange kommer alt alt alt for tæt på ens hoved. "Hvor er hjelmen, Thuesen" Det er et godt spørgsmål, måske der i udlejningen.. Jeg formåede at vælte et par gange, men det var ikke alvorligt. For det meste var jeg langt foran de 3 andre og stod tit og ventede på dem. Nogen gange havde jeg så meget fart på at jeg blev nødt til at nærmest ligge mig ned for at have kroppens tyngdepunkt så lavt som overhovedet muligt for at undgå at vælte. Det er så fedt at have så meget kontrol over skiene at man nærmest bare kan det hele.
Senere lokkede de mig ned ad den sorte pist som jeg tog igår. denne her gang gjorde jeg det helt uden at vælte og jeg kom før ned end peter miles som har stået på ski før. Vi tog også den sorte off-pist som var endnu mere stejl, men endnu mere bred. Det gik også super. Jeg er virkelig blevet god til det der med alpinski - det er lige mig!
Den sorte pist - nåleøjet - som den hedder, tog jeg flere gange idag, og i forlængelse tog jeg også den sorte off-pist. JEG ELSKER DET! ! !
Hytte 4 skal stå for noget underholdning i aften, det bliver spændende at se hvad det ender med.. Mon folk vil grine?...
Det fede ved hytte 4 er at vi bare griner hele tiden!
fredag den 4. april 2008
Overmodig?
Onsdag:
Morgenen startede med at jeg ikke kunne finde den skijakke som jeg fik så venligt udlånt af en ven. Den var pist væk, og mit liftkort lå i jakken. Heldigvis var der en flink fyr - Anders Rasmussen - som lånte mig hans windbraker. Vi fik annulleret det gamle liftkort og fik lavet et nyt. Jeg kom alt for sent til skiskole. Jeg farede rundt på pisterne for at finde mit kære hold, og da jeg endelig fandt dem, var de så småt ved at være færdige, så jeg kørte forbi. Min holdlærer sagde til mig at jeg skulle hoppe på et andet hold, så det gjorde jeg. Alt det som vi lærte den dag, kunne jeg i forvejen. Jeg havde lært det af mig selv, og ved at se på andre. Det er fantastisk skræmmende at man lærer at stå på alpinski på kun 2 dage. Stoleliften var blevet åbnet, solen skinnede og den længste pist på 1,7 km lå foran mig. Livet er: alpinski, solskin, Theresa, og franskbrød med peanutbutter! Jeg tonsede ned ad pisten. Da jeg kom til enden mødte jeg nogle DE'er som fik lokket mig med ud på den sorte pist. Vi tog stoleliften op, og kørte lidt ned ad en lille bakke. Pludselig forsvandt bakken foran mig, og så kunne jeg stå på mine slatne, rystende ben og se ned ad en bakke som skræmte mig fra vid og sans. Jeg var på det tidspunkt et sted som man på engelsk kalder: "The Point of No Return". Jeg blev nødt til at tage bakken. Bakken var 5-6 meter bred og 100 meter lang tror jeg. Pga. den var så smal, kunne jeg bare ikke nå at vende skiene og bremse. Jeg væltede mindst tres gange ned ad den. Men da jeg kom ned for enden og så op ad bakken tænkte jeg: "Hold da fest, Jacob, du har hundme taget den sorte!" min ben og hænder rystede af adrenalin. Det var noget af det vildeste der er sket! Jeg tog ikke den sorte mere den dag.
Morgenen startede med at jeg ikke kunne finde den skijakke som jeg fik så venligt udlånt af en ven. Den var pist væk, og mit liftkort lå i jakken. Heldigvis var der en flink fyr - Anders Rasmussen - som lånte mig hans windbraker. Vi fik annulleret det gamle liftkort og fik lavet et nyt. Jeg kom alt for sent til skiskole. Jeg farede rundt på pisterne for at finde mit kære hold, og da jeg endelig fandt dem, var de så småt ved at være færdige, så jeg kørte forbi. Min holdlærer sagde til mig at jeg skulle hoppe på et andet hold, så det gjorde jeg. Alt det som vi lærte den dag, kunne jeg i forvejen. Jeg havde lært det af mig selv, og ved at se på andre. Det er fantastisk skræmmende at man lærer at stå på alpinski på kun 2 dage. Stoleliften var blevet åbnet, solen skinnede og den længste pist på 1,7 km lå foran mig. Livet er: alpinski, solskin, Theresa, og franskbrød med peanutbutter! Jeg tonsede ned ad pisten. Da jeg kom til enden mødte jeg nogle DE'er som fik lokket mig med ud på den sorte pist. Vi tog stoleliften op, og kørte lidt ned ad en lille bakke. Pludselig forsvandt bakken foran mig, og så kunne jeg stå på mine slatne, rystende ben og se ned ad en bakke som skræmte mig fra vid og sans. Jeg var på det tidspunkt et sted som man på engelsk kalder: "The Point of No Return". Jeg blev nødt til at tage bakken. Bakken var 5-6 meter bred og 100 meter lang tror jeg. Pga. den var så smal, kunne jeg bare ikke nå at vende skiene og bremse. Jeg væltede mindst tres gange ned ad den. Men da jeg kom ned for enden og så op ad bakken tænkte jeg: "Hold da fest, Jacob, du har hundme taget den sorte!" min ben og hænder rystede af adrenalin. Det var noget af det vildeste der er sket! Jeg tog ikke den sorte mere den dag.
Shalom Slalom - eller styrtløb??
Tirsdag:
Dagen startede med store forventninger med det alpine. Vejret var lidt overskyet, og der var lidt sne. Alan var blevet flink og lærte os en hel masse om at dreje, bremse og hvordan man skulle opføre sig på pisterne. Det var tydeligt at det var slalomski han var vant til at undervise i. Som alt overvejende hovedregel starter jeg langsomt ud, men i dette tilfælde kom jeg meget hurtigt fremad. Jeg lærte det hele meget hurtigt og fik med tiden kontrol over skiene..
1½ times skiskole forsvandt hurtigt ned over pisterne og derefter var der frit slag helt til klokken 17. Jeg kørte kun på de grønne og blå bakker..
Efter vi havde været hjemme i hytterne og spise lidt aftensmad, kunne man tage på aftenski hvis det var det man ville. Der var en bane der var lyst op - en rød - så jeg var en smule spændt og lidt skræmt, for den var rimelig stejl. Jeg tog T-liften op og stod og kiggede ned over pisten. Jeg kunne ikke se enden på den, kun lige hen over en lille bakketop, hvorefter det gik NEDAD! Jeg formåede at få så meget fart på at jeg ikke kunne stoppe og kørte lige ind i en lygtepæl. Heldigvis var den beklædt med bløde puder, så jeg kom slet ikke til skade. Jeg blev rimelig forskrækket, og jeg tog det stille og uroligt ned ad resten af pisten.
- Jeg har taget den røde pist - pisten lige før den sorte.
Dagen startede med store forventninger med det alpine. Vejret var lidt overskyet, og der var lidt sne. Alan var blevet flink og lærte os en hel masse om at dreje, bremse og hvordan man skulle opføre sig på pisterne. Det var tydeligt at det var slalomski han var vant til at undervise i. Som alt overvejende hovedregel starter jeg langsomt ud, men i dette tilfælde kom jeg meget hurtigt fremad. Jeg lærte det hele meget hurtigt og fik med tiden kontrol over skiene..
1½ times skiskole forsvandt hurtigt ned over pisterne og derefter var der frit slag helt til klokken 17. Jeg kørte kun på de grønne og blå bakker..
Efter vi havde været hjemme i hytterne og spise lidt aftensmad, kunne man tage på aftenski hvis det var det man ville. Der var en bane der var lyst op - en rød - så jeg var en smule spændt og lidt skræmt, for den var rimelig stejl. Jeg tog T-liften op og stod og kiggede ned over pisten. Jeg kunne ikke se enden på den, kun lige hen over en lille bakketop, hvorefter det gik NEDAD! Jeg formåede at få så meget fart på at jeg ikke kunne stoppe og kørte lige ind i en lygtepæl. Heldigvis var den beklædt med bløde puder, så jeg kom slet ikke til skade. Jeg blev rimelig forskrækket, og jeg tog det stille og uroligt ned ad resten af pisten.
- Jeg har taget den røde pist - pisten lige før den sorte.
Abonner på:
Opslag (Atom)
